Jeg tror de fleste har tænkt, at det kunne være interessant at være selvstændig. Lidt på samme måde, som at mange har tænkt at de godt kunne tænke sig at skrive en bog, eller lave en blog. Der er noget helt basalt indeni os, der er tiltrukket af tanken om at være vores egen chef, og lave noget vi virkelig tror på og kan lide. Det at skabe noget, og selv kunne forme det. På trods af det drive, havde jeg aldrig set mig selv som iværksætter. Jeg var sikker på, at det var noget der var forbeholdt ildsjæle der var født til det, og som tænkte på iværksætteri 24/7. Det måtte kræve nogle specielle talenter sådan at starte en virksomhed, og det var der ingen indikation af, at jeg havde. Så jeg arbejdede løs på mit job som kok, og var egentligt godt tilfreds.
En dag skete der dog det, der af og til sker når man er lønslave i en virksomhed: der var nedskæringer, og jeg røg i svinget. Det gik stærkt, og jeg følte at jeg stod fra den ene dag til den anden uden noget at lave. Jeg skulle til at søge dagpenge, og følte det som om hele Danmark kiggede på mig og kaldte mig en nasserøv. Det var jeg dog langt fra: jeg søgte stillinger til højre og venstre, men det var hårde tider. Jeg havde gode kvalifikationer, men ingen turde hyre på nuværende tidspunkt, og folk i mit fag skiftede holdt godt fast i deres stillinger.
Jeg gik rundt i et halv deprimeret humør, og tænkte på alt og ingenting på samme tid. Jeg gik ned af gaden, og filosoferede over hvad meningen mon var med det hele. Pludselig så jeg et skilt på en stor vinduesrude: butik til leje. Det skubbede til et eller andet inde i mig, og de små iværksætterdrømme jeg ikke rigtigt havde taget seriøst ind til nu begyndte pludseligt at røre på sig. Jeg havde sparet en god sjat penge op, så måske kunne det lade sig gøre…
Der var meget at sætte sig ind i: oprettelse af et CVR nummer, leje af et erhvervslejemål, Skat og lønudbetalinger. Men jeg havde jo god tid til det, så jeg tog udfordringen op. Jeg tog det ikke super seriøst de første par timer – det var mere tænkt som en slags hobby, der kunne holde mig distraheret ind til jeg fandt et arbejde. Men efterhånden som jeg fik sat mig ind i tingene, kunne jeg se at det her virkelig kunne blive til noget.
Jeg lagde pengene til at leje lokalet samme dag. Det var ikke fordi jeg var bange for det ville blive solgt – jeg var derimod bange for, at jeg ville få kolde fødder hvis jeg ventede. Så jeg sprang ud i det, og det er den bedste beslutning i mit liv.
